Få en vaskeægte sømandstatovering

I 2018 er Aarhus hjemstavn for en af de største enkeltstående sportsbegivenheder i Danmark nogensinde: VM i sejlsport. Op mod 1500 sejlere fra over 100 nationer deltager, mens sejlsportsfans fra alle verdenshjørner inviteres til en maritim folkefest sammen med alle aarhusianerne. Mens sejlerne dyster på bølgerne, vil Aarhus Ø være fyldt med aktiviteter, der skaber forbindelse mellem sporten på vand og festlighederne på land. Havnen vil under VM rumme kulturaktiviteter, mad og underholdning for alle aldre.


Familieaktiviteter fra den 3.-12. august

Børnekulturhuset bidrager med et Tatoo-telt, hvor store og små kan få ”tatoveret” de klassiske motiver fra dengang, det var rigtige sømænd, der havde tuschtegninger på kroppen. Aarhus Billed- og Medieskole kører Kunstcamperen ned på havnen og laver maritimt inspirerede workshops under hele begivenheden. Imens vil Aarhus Musikskole løbende sørge for musikalsk underholdning til de mange besøgende. Derudover vil der være en masse andre sjove aktiviteter, der er inspireret af vind og vand – for hele familien.

Herunder ser du VM’s maskot - en sejlfisk, kaldet Skipper. Sejlfisken er verdens hurtigste fisk.