Kulturprojekt for modtageklassen MOB på Tranbjergskolen

Af Anne Christine Kusk, Tranbjergskolen

På Tranbjergskolens afd. Kirketorvet går en særlig klasse kaldet MOB. Det er en modtageklasse for elever på mellem 10 og 12 år, som er kommet til Danmark og skal lære dansk. I efteråret, fra september til jul, har klassen deltaget i et kulturprojekt under ULF i Aarhus (ULF står for Undervisnings- og LæringsForløb). Projektets formål er at integrere børn med anden etnisk baggrund end dansk gennem sport og kultur.

Klassen har bl.a. været på tre besøg hos Cirkus Tværs i Gellerup, hvor de blev udfordret både fysisk og mentalt med fælles lege, dans, sang og en hel masse akrobatik. Lærer på Tranbjergskolen, Mette Dalsgaard, fortæller:
”Det var en virkelig fantastisk, positiv og sjov oplevelse for børnene at være i Cirkus Tværs. Glæde, musik og kropslige udfordringer med enormt søde lærere. Det var meget lærerigt for børnene, og de udfordrede i den grad sig selv, fx ved at hænge i trapezer, stå på hovedet og lave menneskelige pyramider. De lavede en masse samarbejdsøvelser, hvor man er i tæt fysisk kontakt, og det var en god udfordring for dem at være tæt på hinanden og røre ved hinanden, for det er de her børn ikke vant til. Flere elever har været der siden sammen med deres familie”.

Maha og Rofaido på 11 år går begge i MOB klassen, og de synes også rigtig godt om de ting, de har oplevet:
”Det var godt i Cirkus Tværs, og lidt svært. Vi lærte at lave akrobatik og lavede pyramider, hvor vi skulle stå ovenpå hinanden. Vi gyngede også i trapez og hang med hovedet nedad. Det hele var sjovt, og vi vil meget gerne derud igen. Vi kunne godt tænke os at gå til det i fritiden.”

Forløbet hos Cirkus Tværs efterfølges af et forløb med Teater Filuren, som kommer ud på skolen og laver teater med børnene. Blandt andet skal de opføre små skuespil ud fra billeder, der viser forskellige følelser og udtryk. Samarbejdsøvelser, sange og lege er også en del af forløbet:
”Filurens projekt er altid i top. Eva fra teatret har et super koncept for netop modtageklasse elever. Det fokuserer både på det verbale og det kropslige, på følelser og udtryk, samt drama. Børnene elsker det, og som lærere får vi også en masse ny viden og inspiration, som vi kan bygge videre på i undervisningen” siger Mette.

Ifølge hende skyldes projektets succes i høj grad, at forløbene er meget praksisorienterede og har fokus på, at eleverne selv deltager aktivt. Det har desuden været en øjenåbner for børnene, at der er mulighed for at deltage i den slags fritidsaktiviteter i Danmark. Klassen har haft en foreningsmentor fra Kultur & Fritid på besøg, som fortalte om muligheden for at få en foreningsmentor til at hjælpe dem i gang med at gå til en fritidsaktivitet. Efterfølgende er flere elever startet til tennis og svømning.
Cirkus Tværs har åbent for alle interesserede børn hver eftermiddag fra kl. 13-18, og det er ganske gratis, man skal bare troppe op. Adressen er Gudrunsvej 78, 8220 Brabrand.