Programmet er klart

I hjertet af Aarhus – i området omkring Brobjergskolen, Musikhuset og Officersbygningen – kan alle børn og deres voksne opleve et væld af kunstneriske workshops, koncerter og gadeteater til Børnekulturfestival i Aarhus.
Genopdag tegneformatet, når den internationalt anerkendte kunstner MORMOR sammen med børn laver et big scale fælles tegneværk. Få et nyt blik på kunst med tekstiler i workshops med kunstner Stine Leth, Karoline H. Larsen og Astrid Skibsted. Genopdag verdensmålene på ARoS eller sæt balancen i spil i danseworkshoppen med Don Gnu.

Oplev også finurligt gadeteater med den hollandske kunstner Mr. Image Theatre med forestillingen BIG BUGS og forestillingen JEKYLL ON ICE med Paolo Nani Teater. Der er også koncerter i børnehøjde med professionelle orkestre som bl. a. Musikflyveren og Bogfinkevej samt indslag fra Aarhus Musikskole, World Music Center og Portugisiske Compahnia de Musica Teatral samt Sange til verden om FN’s 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling med børnekor og Aarhus jazzorkester.

Lørdag flytter festivalen til Gellerup Art Factory med koncerten Sangskattekisten og musikskolens performanceworkshop Flaskepost til fremtiden i samspil med Comphania de Musica teatral.

Festivalen er en del af Europæisk Kulturregion og den regionale kulturfestival GENOPDAG.

Børnekulturfestivalen er arrangeret af Børnekulturhuset og Aarhus Musikskole. Den er støttet af Aarhus Kommune og Europæisk Kulturregion.


Om Europæisk Kulturregion KULTURFESTIVAL

GENOPDAG
Vi skal ud på opdagelse i vores region.
Vi skal kaste nyt lys på det velkendte og undersøge det skjulte og ukendte. Vi skal vende det hele lidt på hovedet i en genopdagelse af, hvem vi er, og hvad vi kan. Og så skal vi dykke ned i historien, lade kreativiteten blomstre og i fællesskab bevæge os på en opdagelsesrejse mod fremtiden.

Kulturfestival 1.-16. juni 2019
På baggrund af succesen med Europæisk Kulturhovedstad i 2017 har alle kommuner på tværs af hele Region Midtjylland besluttet at fejre kulturlivet og fællesskabet med en ny kulturfestival 1.-16. juni 2019. Festivalen udfoldes under temaet ’Genopdag’, der trækker tråde til Aarhus 2017s slogan ’Gentænk’ og samtidig sætter fokus på kulturarv, historie og sammenhængskraft i regionen. Der er projekter i alle regionens kommuner, og fælles
for dem alle er, at de er skabt gennem samarbejde og partnerskaber på tværs.

Se det regionale kulturfestival-program her: genopdag.dk