GrowOP! festival 2019 siger farvel og tak

Festivalgæsterne kunne både opleve operaforestillinger af alle mulige slags på scenerne i hele  festival perioden og selv deltage i weekendens mange aktiviteter. Alle aktiviteter og oplevelser var relateret til forestillingsprogrammet, men kunne også opleves helt selvstændigt. Vejret i weekenden var fantastisk – årets sidste sommer weekend – og der var fuldt hus til stort set hele programmet. Babyer med store runde øjne, småbørn der tumlede sig, piger i prinsessekjoler, børn i alle aldre der spillede på mange instrumenter, operasang, klimastomp, kager, streetfood og oveni alt det en festlig udendørs forestilling. Der blev sunget og talt på mange sprog, for musikkens og teatrets udtryksmidler var alle steder i spil – ikke mindst pga den fantastiske, farverige iscenesættelse af alle rum.

Vi håber at se endnu flere gæster om 2 år, når GrowOP! festival atter åbner dørene – men hold indtil da øjnene åbne efter flere fantastiske operaoplevelser for børn.

GrowOP! festival arrangeres af Den Jyske Opera i partnerskab med Børnekulturhuset,  og i samarbejde med Bora Bora, Filuren og Musikhuset. En stor tak til alle, der har hjulpet til – og til vores fantastiske gæster.