Sang, dans og sjov til Musikalsk Børnehavefestival

Over to dage var Børnekulturhuset fyldt med livlige børnehavebørn, der var til koncert med Musikflyveren, hvor de skulle synge, danse og have det sjovt – og også selv optræde undervejs.

De deltagende børnehaver havde forinden koncerten haft besøg af en af musikerne fra Musikflyveren i deres institution, hvor børnene blev introduceret for de sange, som de skulle høre til koncerten, og de lærte én sang med fagter, sang og god energi, som de optrådte med sammen med Musikflyveren på festivalen. Der var store smil, stolthed og god energi at spore blandt børnehavebørnene, da de optrådte til festivalen med hver deres sange sammen med Sofie, Clara, Rasmus og Steen fra Musikflyveren. Som noget nyt var Musikalsk Børnehavefestival også ude af huset i år, hvor Musikflyveren spillede koncerter i eller tæt på børnehaverne i bl.a. Harlev, Tranbjerg og Brabrand. 

Om Musikflyveren:
Musikflyveren skriver sange til børn, som man kan synge med på, danse til, slappe af til og høre højt i bilen. Bandet består af de fire venner Sofie, Clara, Rasmus og Steen, og siden 2015 har Musikflyveren spillet for over 150 børnehaver og deres voksne i hele Danmark. Musikflyveren har udgivet to konceptalbums ’Fra morgenmad til skumbad’ og ’På eventyr i hele verden’.