På rummission i sommerferien

På en græsplæne midt i Frydenlund skyder farvestrålende små huler frem. Lyden af hamre og søm, skruemaskiner, save i træ, børnestemmer og fri fantasi. En rummission. Materialekasserne i Det Mobile Arkitekturværksted er fyldt med stofstykker, hønsenet, rør, reflekser, juletræsfødder og aflagte dimser, som børnene sammen med arkitekt Henrik Jul Ebbesen forvandler til rakethuler med ombygget telefon, radar og rumpistol.

I sommerferien stod Børnekulturhuset bag ferieaktiviteter i 12 af byens almene boligområder. Det Mobile Arkitekturværksted var en uge i hhv. Frydenlund, Bispehaven og Langkærparken. Black Top Team præsenterede breakdance i fritidsklubber, Det Finurlige Flyselskab samt Aarhus Billed- og Medieskole lavede familieworkshops, der var rap-workshop og drageflyvning med Dansk Drageklub. Aktiviteterne var tilrettelagt i samarbejde mellem Børnekulturhuset og de enkelte områders boligsociale medarbejdere og med støtte fra Aarhus Kommunes pulje til indsatser rettet mod nye borgere i kultur- og foreningslivet samt børnekulturpuljen Kultur der løfter og forandrer.