Børnekulturhuset lukker midlertidigt
Aktiviteter i Børnekulturhuset på Brobjergskolen aflyses midlertidigt.

Børnekulturhuset og ULF i Aarhus må desværre aflyse workshops og andre aktiviteter i Børnekulturhusets lokaler på Brobjergskolen. Vi undersøger, om det er muligt at flytte aktiviteterne til andre steder og vender tilbage med information via mail til jer, der har booket, og gennem nyhedsbrevet til alle.
Aflysningen skyldes, at der er påvist asbest i kælderen i bygningen. Det gør det nødvendigt at lukke skolen ned med henblik på rensning af materialer og lokaler.
Alle aktiviteter, der foregår ude på skoler og i dagtilbud, er ikke berørt og gennemføres som planlagt. Vi arbejder i denne uge fra andre lokationer, men Børnekulturhuset og ULF i Aarhus kan fortsat kontaktes på mail og telefon.
Se besked fra Teknik og Miljø herunder:
Teknik og Miljø, Aarhus Kommune:
Vi må desværre lukke Brobjergskolens Bygning A mod Frederiks Allé, da der er påvist asbest i kælderen i bygningen. Asbesten er konstateret i forbindelse med en miljøscreening forud for udbedring af brandmæssige forhold i kælderen. Screeningen viste asbest i støvprøver i kælderen, men ikke i luften. Der er også påvist asbest i støv andre steder i bygningen, og det undersøges netop nu, om der på de øvrige etager kan være asbest i luften. Det er dog ikke forventningen.
Alle brugeraktiviteter i bygningen er straks beordret indstillet. Aarhus Ejendomme samarbejder med Pro Skadeservice og Rambøll og har igangsat saneringsarbejdet omgående. Vi følger gældende lovgivning og retningslinjer og renser hele skolen. På grund af arbejdets kompleksitet og de mange materialer, der skal renses, forventes arbejdet at strække sig over ca. otte uger.
Har jeg været i fare ved at opholde mig på skolen?
Vi forstår, at situationen kan give anledning til bekymring, men brugere af bygningen forventes ikke at have været i kontakt med asbest. Bygningen er lukket ud fra et forsigtighedsprincip og i henhold til lovgivningen om, at hele bygningen skal rengøres. De luftprøver, der er taget i kælderen, viser ikke tegn på asbest. Det er kun ved indånding af asbestfibre, at der er en sundhedsrisiko. Aarhus Ejendomme afventer en rapport fra eksperter, som skal afdække forureningens omfang og risiko.
Hvad er tidshorisonten?
Vi gør alt for at minimere generne for brugere af Brobjergskolen. På grund af saneringens kompleksitet regner vi med, at arbejdet vil tage ca. otte uger. Derefter skal bygningen genetableres, og der kan derfor gå frem til jul, før aktiviteterne kan vende helt tilbage. Aarhus Ejendomme undersøger samtidig mulighederne for genhusning.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Aarhus Ejendomme på ejendomsdrift-oest@mtm.aarhus.dk.