Skoleklasser fra Aarhus bag scenen til “Snedronningen” på Moesgaard
Ni skoler fra Aarhus besøgte Moesgaard, hvor Det Kongelige Teater i samarbejde med Moesgaard samt Børnekulturhuset i Aarhus havde inviteret til workshops bagom forestillingen.
Ni skoler fra Aarhus sendte i sidste uge deres 6. og 7. klasser til Moesgaard, hvor Det Kongelige Teater i samarbejde med Moesgaard samt Børnekulturhuset i Aarhus havde inviteret til workshops bagom forestillingen.
Initiativet til både workshops og gratis adgang til generalprøven er en del af Det Kongelige Teaters tiltag med at få børn og unge, der ikke af sig selv opsøger teater, til at få et indblik i det bagvedliggende maskineri og de forberedelser, der er rundt om en så stor teaterforestilling. Derfor sørgede Det Kongelige Teater for gratis bustransport fra skolen direkte til Moesgaard, så klasserne nemmest muligt kunne deltage i dagenes workshops, og derudover fik hver elev også en billet til sig selv samt en ledsager til generalprøven d. 20. maj.
Eleverne blev først modtaget i museets auditorium, hvor de fik en introduktion til Det Kongelige Teaters aktiviteter, til Moesgaard som museum samt til Snedronningen som eventyr og som figur i populærkulturen. Og så var det ellers ud i terrænet omkring Moesgaard, hvor eleverne klassevis roterede mellem fire stationer, der alle havde en relation til forestillingen.
Komponist Marie Koldkjær Højlund og Anders Tøfting Boll, som har komponeret musikken til forestillingen, havde i samarbejde med en flok musikstuderende sammensat en station, hvor eleverne enten kunne lave soundscapes på iPads eller vælge at sætte forskellige materialer sammen til vindspil, som så blev hængt op i træerne i alleen op til Moesgaard.
Hos dansere fra Aarhus Dance Collective fik eleverne mulighed for at lære koreografien til den dans, prinsen og prinsessen og deres hof danser, da Gerda kommer på besøg. Koreografien blev så tilsat elevernes egne moves og poses.
Børnekulturhuset stod for dramastationen, hvor eleverne fik et indblik i en af scenerne fra stykket gennem dramaøvelser og en udvalgt scene fra manuskriptet, som de selv prøvede kræfter med.
Sceneteknikerne på Snedronningen viste eleverne om bag scenen, hvor de demonstrerede brugen af den scenografi og teknik, som bruges i forestillingen. Og mens eleverne så hvor følgespotterne holder til, var der også tid til, at de kunne høre om, hvordan man bliver scenetekniker.
I det hele taget var workshopdagene tænkt som et overordnet indblik i nogle af de forskellige arbejdsområder, der skal til for at få en stor musikalsk udendørsforestilling op at stå. Og generalprøven har derfor haft en tilskuerskare med en helt ny indsigt i teatrets verden.
Foto: Det Kongelige Teater