Stemmer fra Bispehaven
Børnekulturhusets projekt 'Stemmer fra Bispehaven' er fuld i gang med kreative processer i Bispehaven
Siden opstarten af Artist in Residence-projektet Stemmer fra Bispehaven den 1. februar har der været fuld gang i både relationsarbejde, samarbejder og kreative aktiviteter i Bispehaven. Vi har etableret et godt samspil med den boligsociale indsats i området, og har været i dialog omkring samarbejder med næsten alle lokale dagtilbud, institutioner og skoler, og flere steder er disse samarbejder allerede godt i gang. I løbet af foråret har vi blandt andet lavet:
- Dramaleg-workshop til Eid-fest i fælleshuset i Bispehaven.
- POP POP-workshop med bygning af popcorninstrumenter og teaterlege i fælleshuset.
- MGP-forløb i Gammelgaardsskolens fritidsklub, hvor børnene har skrevet og produceret deres egne MGP-numre.
- Grundlovsperformance-workshop på Hasle Skole, som skal munde ud i en performance til skolens grundlovsfest.
- Sprogstimulerende musikforløb med børnehavebørn fra daginstitutionen Myretuen.
- Ekskursion til Det Kongelige Teaters opsætning af Snedronningen på Moesgaard med Fritidshuset Ellekær.
Og der er heldigvis meget mere på vej! I den kommende tid arbejder vi blandt andet med:
- Lyddesign-workshop i forbindelse med Kløverskolens projektbaserede læringsforløb “Bosæt Mars”.
- Nye fritidstilbud i samarbejde med Gammelgaardsskolens fritidsklub i efteråret.
- Sommerferieworkshops i fælleshuset med fokus på børns blik på deres nærmiljø gennem lyd og billede. Materialet skal samles i en udstilling, som skal med til Kulturmødet på Mors den 21.-22. august.
- Workshop til Bispehavens sommerfest i Oasen.
- Udvidelse af de sprogstimulerende musikforløb til flere daginstitutioner i området i efteråret.
Igennem projektets første måneder har vi mødt utroligt mange skønne børn og unge, som har haft lyst til at engagere sig, skabe, lege, synge, skrive og dele deres synspunkter med os. Netop børnene og de unges egne stemmer, perspektiver og kreativitet er kernen i projektet, og det har været meget meningsfuldt at opleve den store åbenhed og nysgerrighed, vi er blevet mødt med – både fra børn, unge og voksne rundt omkring i området.
Vi glæder os meget til den fortsatte udvikling af projektet og til flere møder, samarbejder og kreative fællesskaber i Bispehaven!