Kom med på opdagelse i 24 hemmeligheder
Børnekulturhuset inviterer børn i alderen 4-9 år indenfor til en sanselig og eventyrlig oplevelse i november og december.
Kom og oplev 24 hemmeligheder – et underfundigt vinterunivers fyldt med små og store hemmeligheder, der venter på at blive opdaget. Her skal børnene bruge alle sanser. De får mulighed for at se, høre, røre og skabe, når de bevæger sig gennem stemningsfulde udstillingsrum, møder finurlige tableauer, og når de laver deres eget vinterlandskab i den kreative workshop med kunstner Henrik Jul Ebbesen.
I 24 hemmeligheder opleves verden på en helt anden måde. En svamp kan være et hus, en gren kan være en bro. Når mørket falder på, vokser skyggerne sig store.
…Og for en lille mus gemmer verden på hemmeligheder overalt.