Gå til hovedindhold

Danseforløb til skoler

Hvert år samarbejder Børnekulturhuset med Dansehallerne om at få danseforløb ud på skolerne.

Indhold

    Børnekulturhuset tilbyder hvert år konceptet KORA til skoler i Aarhus. KORA er Dansehallernes indsats for børn og unge i skoler. Her får elever mulighed for at opleve dans og  koreografi igennem interaktive forestillinger af høj kvalitet. Der er hvert år forløb til forskellige klassetrin.

    I foråret 2024 er det danseforløbet 'Net' med danser- og koreografduoen OR/ELLER, som kan bookes til indskolingsklasser.

    Et net flytter ind og breder sig ud i gymnastiksalen på jeres skole. Ud fra nettet bygger vi et bølgende landskab op, der med dansen som drivkraft åbner døre til nye rum, hvor fantasien får plads. Sammen skaber vi et koreografisk kalejdoskop.

    NET inviterer til, at vi oplever os selv om led i en større kæde, tråde i et net eller atomer i et molekyle. Med undrende nysgerrighed kan vi i nettet se os selv som en del af nye sammenhænge, som hele tiden forandrer sig. Ud af et virvar af tråde danser vi med fantasien på en særlig bane, stopper ved et lejrbål eller flyver som en flok fugle. Nye perspektiver dukker op og endnu ukendte rum åbner sig undervejs.

    Til fængende beats og melodiøse loops danser vi os igennem forestillingen ved at efterligne, bygge, hjælpe, vente, smelte sammen og hvile i fantasien. NET er en både legende og alvorlig forestilling, hvor danserne skaber en inkluderende stemning og guider jer som medvirkende publikum til at gå på opdagelse og fare vild i en fælles æstetisk oplevelse.

    Målgruppe: 0.-3. klasse
    Periode: 16.-25. april 2024

    Læs mere og book forløbet på ulfiaarhus.dk
    Sidst opdateret: 26. januar 2024