Gå til hovedindhold

Grib Engagementet

Modelforsøget Grib engagementet i de musiske fællesskaber – et Kultur- og Sundhedsprojekt i Aarhus Kommune.

  • Læs op

Indhold

    Modelforsøget giver børn i specialklasser på mellemtrin mulighed for at deltage i fællesskaber inden for musik, teater og billedkunst i rammer og med metoder, der er tilpasset deres behov.
    Undervisere fra Aarhus Billed- og Medieskole, Aarhus Musikskole og Teaterhuset Filuren står for de kunstfaglige aktiviteter.
    Aktiviteterne tager afsæt i en dialog med børnenes faste lærere og pædagoger om behov, udfordringer og styrker og tilpasses løbende. Hver klasse samarbejder med en af kunstskolerne og deltager i enten et musik-, et billedkunst- eller et teaterforløb.

    Aktiviteterne finder i udgangspunktet sted på skolerne, men hvor det er muligt og vurderes at kunne bidrage positivt til børnenes oplevelse, kan et besøg på kunstskolen indgå.

    Modelforsøget har særlig fokus på tre parametre i børnenes adfærd ved deltagelse i de kunstfaglige aktiviteter: deres evne til fordybelse, deres relationskompetence og deres evne til at udtrykke og genkende følelser. Det er alle parametre, som børnene er udfordrede på i deres dagligdag både i forhold til undervisningen i skolen og i deres forhold til andre. En bedre mestring eller regulering af dette vil påvirke deres personlige udvikling og deres mentale sundhed i positiv retning.

    Mental sundhed tager afsæt i Aaron Antonovskys (1923-1994) ressource- og mulighedsorienterede forståelse af sundhed, som en kombination af følelsen af meningsfuldhed, begribelighed og håndterbarhed (Act-Belong-Commit).
    Deltagelse i de kunstfaglige aktiviteter har en positiv indflydelse på børnenes mentale sundhed og personlige udvikling og medvirker til, at de kan udvikle og udfolde deres evner, håndtere belastninger bedre og indgå i positive sociale relationer, hvor de bidrager til fællesskabet. Forskning bekræfter, at kunst og kultur kan fremme mental, fysisk og social sundhed.

    Modelforsøget drives i samarbejde mellem Børnekulturhuset (Kulturforvaltningen) og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) og Sundhed (Børn og Unge). NEST-principperne har dannet grundlag for udviklingen metoder og greb, der kan understøtte den kunstfaglige praksis i specialundervisningen.

    Børnekulturhuset står for overordnet projektledelse og er ansvarlig for udarbejdelse af evalueringen til Slots- og Kulturstyrelsen, der sammen med Aarhus Komme støtter projektet. Modelforsøget er udviklet af Børnekulturhuset og Børn og Unge, Aarhus Kommune.

    Baggrund

    Trods et mangeårigt og målrettet arbejde for at tilbyde alle børn i Aarhus mulighed for at opleve, deltage i og selv skabe kunst og kultur er der stadig børn og unge, for hvem musiske fællesskaber er ukendte, og hvor sociale, kulturelle og geografiske forhold udgør en barriere. Derfor er introduktion til de musiske fællesskaber i samarbejde med folkeskolen helt afgørende, og erfaringen viser, at musiske aktiviteter tilrettelagt i tæt samarbejde med skolen, styrker både det enkelte barn og klassefællesskaberne.

    De erfaringer bringes i modelforsøget ind i samarbejdet med specialklasserne. I perioden fra efterår 2021 til og med efterår 2022 har mødet med kunst i specialklasserne gennem ”Grib engagementet” åbnet for nye udtryksmuligheder for børnene. Samtidig fremhæver børnene, at de i kunsten ikke udsættes for samme forventninger, pres eller regler som ellers præger deres skoledag. Tværtimod kan de eksperimentere med følelser i teatrets rolleøvelser, musikkens stemninger og billedkunstens visuelle udtryk, og de oplever at lykkes med at deltage og fordybe sig over tid.

    For flere oplysninger:

    Læs vores publikation om projektet her
    Læs Evalueringsrapport for Modelforsøget Grib engagementet i de musiske fællesskaber – Aarhus Kommune 2022
    Læs Evaluering af MBU's signaturprojekt under Kultur- og Sundhedsplanen
    Sidst opdateret: 24. april 2024